The Independent AIR - Billedet i en menneskeskabt tidsalder

Fotoudstilling på Bindslevs Plads 11.-25. nov. 2017
Rundvisninger for grupper efter aftale
Gratis

Bliv suget ind i stillestående øjeblikke af intense fotografiske fortolkninger af vores menneskeskabte verden. Stop op midt i hverdagen og mærk magien i et enkelt øjeblik indfanget lige foran dig.

6 unge internationale kunstnere samlet i et hus i Portugal i 6 måneder. I dette halve år mødtes de med forskere, praktikere og kunstneriske vejledere. De debatterer kunstnerisk aktivisme, mennesker og miljø. Og så tager de billeder. Hver dag. Fotografiet kan mere end nogen anden kunstform vise og fortolke virkeligheden lige så poetisk, grum eller spektakulær som den er. Gennem deres billeder bringer kunstnerne fortællingen om mennesket i en menneskeskabt tidsalder til live. Hvordan er vi kommet hertil? Er der en vej videre herfra?
Fotograferne bruger både poetiske, dokumentariske og abstrakte udtryk og inviterer med deres motiver til refleksion, undren og udforskning. De stiller skarpt på menneskets egen rolle i forhold til verdens tilstand i dag. Udstillingen giver en mulighed midt i byen for at indtrykke i stedet for at udtrykke. Samtidig åbner den for en erkendelse af mennesket i al sin magt og afmagt: grufuldt, tankeløst og fantastisk.

Hvorfor skal kunstnere og forskere mødes? The Independent AIR mener, at de to faggrupper kan inspirere hinanden, fordi de har vidt forskellige tilgange og metoder. Forskere bidrager med baggrundsviden og videnskabelig indsigt. Kunstnere bidrager med en emotionel, æstetisk tilgang, kunstnerisk fortolkning og menneskelig indsigt. I den menneskeskabte tidsalders komplekse problemstillinger har vi brug for begge dele, for at forstå konsekvenserne af vores handlinger og se løsningerne.

The Independent AIR vil gerne ud og mødes med almindelige mennesker i Silkeborg, så du kan få besøg af kunstnerne i din stue! Mød kunstnerne på nært hold og hør om deres proces og overvejelser. Du kan give dine venner, familie, eller naboer en ganske særlig oplevelse ved at invitere The Independent AIR forbi. Hvis du sætter kaffe over kommer de med kage og kunstsnak!

Få besøg af kunstnerne! The Independent AIR vil gerne komme ud til dig.

Foreninger, ungdomsuddannelser og grupper kan få en rundvisning i udstillingen af kunstnerne selv med efterfølgende debat.
Kontakt Line Thastum:  line@theindependentair.com   tlf.:  29821232

Følg kunstnernes arbejde som det skrider frem på Instagram: @independent.air

Eller facebook: www.facebook.com/theindependentair

Del denne side