FACE – En udstilling om dit ansigt

Præsenteret af Museum Silkeborg

Museum Silkeborg, Hovedgårdsvej 7, 6. maj – 22. okt. 2017
65 kr. for voksne, under 18 år gratis

Kom ansigt til ansigt med dig selv – hvis du tør!

FACE fortæller om ansigtets kulturhistorie frem til i dag. Hvorfor er vi så fascinerede af ansigter? Hvad er der så vildt ved en selfie, at alle tager dem og hvilke betydninger tillægger vi ansigtet? På udstillingen kan du blandt andet møde Tollundmanden, et over 2000 år gammelt menneske, ansigt til ansigt. Tollundmanden er et af verdens mest kendte og velbevarede mosefund. Turister og arkæologer fra hele verden valfarter til Silkeborg, netop for at se hans ansigt, der stadig er både tydeligt og ekstremt udtryksfuldt. I Tollundmandens ansigt kan du se de grove skægstubbe og de mindste rynker om hans øjne. Hvem mon han var? Nu kan du med 3D-teknologi komme helt tæt på digitalt – og fx tage hatten af ham virtuelt.

Vidste du, at der er flere forskellige muskler samlet i ansigtet end noget andet sted på kroppen? Det er fordi det er skabt til at kommunikere følelser og stemninger ud til andre. Ansigtet er vigtigt for, at vi føler os forståede og forbundne med andre. Her ligger størstedelen af vores følelsesmæssige kommunikation. Derfor forsyner vi vores sms'er mm. med smileys og emojicons for at fortælle 'Dette skriver jeg glad' eller 'Dette skriver jeg med et glimt i øjet'. Uden ansigtet kan betydningen være svær at tyde og siden sms blev almindeligt er der kun kommet flere og flere ansigtsudtryk til 'smiley'en. Verden rundt føjer vi lag og nuancer til ansigtskommunikationen med make-up, smykker, piercinger eller tatoveringer. Udforsk dit eget ansigt gennem de mange sjove ting du kan prøve på udstillingen FACE. 

Udstillingen er sjov for hele familien og du kan opleve mere under temaet FACE på Silkeborgs 6 store kulturinstitutioner: Museum Jorn, KunstCentret Silkeborg Bad, Museum Silkeborg, JYSK MUSIKTEATER, Silkeborg Bibliotekerne med Silkeborg Arkiv og på AQUA Akvarium og Dyrepark. Du kan gå på opdagelse alle 6 steder og undersøge ansigtets betydning – lokalt, globalt, nu og til alle tider.

Er I en skoleklasse, forening eller lignende? Kontakt Museum Silkeborg:
86 92 14 99

For mere info:  www.museumsilkeborg.dk

 

 

Del denne side