Betalingsbetingelser.
Betaling af lejemålet er opdelt i to rater. 1. rate dækker depositum som
betales to uger efter indgået lejekontrakt. Sammen med indbetaling af
rate 1 bedes De returnerer genpart af lejekontrakt i underskreven stand samt udfylde depositumblanket med Deres bankoplysninger til
Silkeborg Turistbureau.
2. rate dækker restbeløbet og skal falde 7 uger før ankomst.
Depositumbeløbet afhænger af lejemålets længde. Se afsnittet: Depositum.
Ved senere indgåede lejemål skal betaling af det fulde beløb ske på det angivne tidspunkt.
Depositum
Silkeborg Turistbureau er berettiget til at opkræve et depositum. Depositummet tjener som sikkerhed for lejers forpligtelser og returneres senest 3 uger efter afrejse, når tilfredsstillende kontrol af ferieboligen er udført.
Depositum returneres via bank i henhold til de bankoplysninger
vi har modtaget på depositumblanketten.
Såfremt disse oplysninger ikke er oplyst, eller er oplyst fejlagtigt, vil depositum blive udbetalt pr. check.
I forbindelse med 1 - 3 ugers lejemål opkræves et depositum på DKK 1000,00
I forbindelse med minieferie og weekendudlejning opkræves et depositum på DKK 500,00.
I forbindelse med forudbestilt slutrengøring og obligatorisk slutrengøring
opkræves et depositum på DKK 500,00
Ved leje af huse med spabad opkræves et depositum på DKK 1000,00.
Ved lejemål på mere end 3 uger fastsættes et depositum svarende til
lejeperioden.
Tillæg
Lejeprisen inkluderer ikke forbrug af el, medmindre andet er angivet i husbeskrivelsen. Taksten for el er DKK 2,50 pr. kWh. Afregning af el sker inden afrejse. Afregningssedler forefindes i huset.
Ved leje af spahuse afregnes tillige for vandforbrug DKK 40,00 pr. m3
Der tages forbehold for evt. prisreguleringer som følge af ændringer i leverandøromkostninger, afgiftsjusteringer mv. Der opkræves et ekspeditionsgebyr på kr. 115,00 pr. lejebevis.
Afbestilling / ændring af lejebevis
En annullering kan kun ske skriftligt, og er først gældende fra den dag, den er Silkeborg Turistbureau i hænde.
Ved annullering op til 7 uger før lejemålets start er det indbetalte depositum tabt. Ved annullering mindre end 7 uger før lejemålets start tilbageholder turistbureauet hele lejebeløbet.
Ved ændring af lejeperiode eller feriehus opkræves et gebyr på DKK 250,00.
Ved sygdom
I lejebeløbet er der inkluderet en 4 % obligatorisk afbestillingsforsikring. I tilfælde af død eller alvorlig sygdom for lejer eller nærmeste familie, kan afbestilling derfor foretages og depositum og det fulde lejebeløb refunderes uden fradrag af omkostninger. Sygdom skal dokumenteres ved lægeerklæring.
Klager
Reklamation skal ske skriftligt overfor Silkeborg Turistbureau, som forpligter sig til at formidle reklamationen til ejer, i den udstrækning turistbureauet ikke selv påtager sig ansvaret. Reklamationer skal uophørligt meddeles Silkeborg Turistbureau senest 48 timer efter indflytning. Senere opståede fejl skal meddeles turistbureauet omgående. Reklamationer, der anmeldes senere (f.eks. efter hjemrejsen fra feriehuset), kan ikke anerkendes. I den udstrækning tvistigheder ikke kan løses ved turistbureauets mellemkomst, oplyser turistbureauet ejers navn og adresse til lejer. Tvisten mellem ejer og lejer er herefter Silkeborg Turistbureau uvedkommende. Enhver uoverensstemmelse, være sig mellem lejer og ejer eller mellem lejer og turistbureauet, afgøres efter danske retsregler. Søgsmål kan alene anlægges ved retten i Viborg, som er vedtaget som værneting.
Almindelige lejebetingelser
1) Silkeborg Turistbureau forpligter sig til at udøve sin virksomhed i overensstemmelse med god forretningsskik. Udvælgelsen og beskrivelsen af ferieboligen er foretaget med omhu og på grundlag af besigtigelser. Silkeborg Turistbureau er ikke ejer af ferieboligen, men alene formidler af lejeaftalen mellem ejer og lejer.
2) Silkeborg Turistbureau hæfter ikke for skader, som lejer, de lejer ledsagende personer og disses ejendom lider i lejeperioden. Det påhviler lejer selv at forsikre sig herimod.
3) Ejer og Silkeborg Turistbureau påtager sig intet ansvar i forbindelse med eventuel forekomst af skadedyr (myrer, insekter, hvepse, ørentvister, lopper og mus m.v.) i eller ved boligen.
Ejer og Silkeborg Turistbureau påtager sig intet ansvar for pludseligt opståede skader (stormskader, installationssvigt og brud, forstoppede rør osv.) og følgevirkningerne af disse, men vil drage omsorg for, at skaden udbedres hurtigst muligt efter anmeldelsen.
4) Silkeborg Turistbureau påtager sig intet ansvar for ændringer i forhold, der ikke vedrører selve ferieboligen (f.eks. ændringer af bademuligheder, fiskerettigheder, forhøjelse af skatter og afgifter, nedlæggelse af busruter og butikker, vej- og byggearbejde, miljøskader osv.) ligesom Silkeborg Turistbureau ikke påtager sig ansvaret for forringelse af ferieophold, når dette skyldes force majeure, samt lokale bestemmelser og forordninger (f.eks. oversvømmelse, badeforbud, knaphed på vand, kvalitetsforringelse af drikkevand, lukning af swimmingpools osv.).
5) Ferieboligen må kun bebos af det i beskrivelsen angivne personantal. Ejer og Silkeborg Turistbureau har ret til at afvise eventuelle ekstra personer. Opstilling af telte og campingvogne på grunden er ikke tilladt. Loppefrit husdyr må kun medbringes, såfremt der er angivet et hundesymbol i kataloget ved det lejede feriehus.
6) Ejer og Silkeborg Turistbureau har ret til at bortvise lejer med øjeblikkelig varsel uden kompensation for denne, såfremt den indgåede lejeaftale groft misligholdes. Renholdelse af boligen påhviler lejer. Ved fraflytning skal såvel boligen som inventaret og udendørsarealerne være rengjort og i samme stand som ved overtagelsen. Eventuelle skader, manglende rengøring el. lign. ved afrejse fra huset, vil så vidt det er muligt blive dækket af det indbetalte depositum.
7) Ansvar for mangler ved det lejede, for misligholdelse af lejeaftalen samt øvrigt ansvar af enhver art vedrørende ferieboligen påhviler alene ejer. Silkeborg Turistbureau påtager sig intet ansvar, udover det der er nævnt i disse betingelser.
8) Såvel ejer som Silkeborg Turistbureau kan på grund af naturkatastrofer, strejke, krig, forureningsulykker, olie/benzinindskrænkninger, valutarestriktioner, epidemier eller anden force majeure ophæve lejeforholdet med omgående virkning og uden ansvar.
Forbehold
Silkeborg Turistbureau tager forbehold for prisændringer, lovændringer, forhøjede skatter samt ændrede valutakurser og trykfejl i brochuren. Silkeborg Turistbureau forbeholder sig ret til at ændre priser og betingelser som følge af disse forhold. Silkeborg Turistbureau tager forbehold for eventuel ændring i katalogets udbud af ferieboliger.